Den perfekte start på saltvandshobbyen kan du få med med et RED SEA MAX 130 D akvarium. For 6495 kr. kan du få et komplet saltvandsakvarium på 130 liter inkl. skummer, pumper, kraftigt lys, moonlight natbelysning, varmelegeme, bord og akvarium. Det eneste, der mangler, er salt, vand, levende sten og diverse småtilbehør. Så alt i alt kan man starte et sådan akvarium for omkring 9000 kr. Dette er et akvarium, vi har i butikken. Billedet er taget juli 08, og her har akvariet kørt i ca. 1 år. Dette startersæt er virkelig en god og billig start på en meget spændende hobby. Vi har haft akvariet stående i butikken i 18 måneder (sep 08), og det har fungeret ud over al forventning. Man kan se mere på: www.redseamax.com |  |
Red Sea Max akvariet giver mulighed for at få en god og seriøs start som saltvandsakvarist, uden det bliver alt for omfattende både økonomisk og teknisk. Det tekniske setup er relativt simpelt med den indbyggede sektion bagerst i akvariet, hvor alt udstyret er gemt væk. Denne inddeling kan være en fordel i forhold til den traditionelle udvendige tekniksektion, kaldet sumpen, der er placeret under akvariet, hvilket ofte medfører langt mere omfattende arbejde med tilslutning. Til gengæld må man også indstille sig på, at den indbyggede løsning kan være begrænsende, da det kan blive sværere at tilkoble supplerende tekniske hjælpemidler i form af nitrat-/fosfatfilter eller kalkreaktor, hvis man på et tidspunkt ønsker dette. Akvariet må siges at være det første masseproducerede komplette setup, der giver mulighed for at drive et mindre saltvandsakvarium med succes. I modsætning til lignende pakker, der tidligere har været på markedet, har Red Sea Max en god, motordrevet proteinafskummer, der sørger for at eliminere affaldsstoffer fra akvarievandet før de bliver skadelige for akvariets beboere. Derudover er der installeret 110 W. lys i form af T5 compact lysstofrør. Denne lysmængde gør det muligt at holde en lang række blød- og læderkoraller samt skiveanemoner, polypsten og storpolyppede stenkoraller og endda opleve god vækst. En lille vandmængde medfører hurtigere ændringer. Derfor er det også vigtigt, at man forstår og respekterer, at man bør være forsigtig med belastningen af akvariet. Akvariets bakteriekultur behøver tid for at kunne følge med den forøgede belastning det medfører, når en ny fisk tilføres. Man bør derfor ikke sætte for mange fisk i ad gangen, og chancen for succes vil være langt større med en mindre fiskebestand. Begynderegnede fisk
Når man skal ud og vælge fisk til sit akvarium, bør man altid undersøge hvilke forhold pågældende fisk foretrækker og bagefter gøre op med sig selv, hvor godt man vil kunne matche disse behov. Sætter man en stor, svømmeglad fisk i et lille akvarium, vil det virke stressende på fisken, hvilket gør den langt mere modtagelig for sygdomme. Generelt bør man sætte sig ind i fiskens fødebehov, størrelse og adfærd inden den købes, da problemer oftest opstår, hvis ikke man kender til disse faktorer. Nogle dyr er fødespecialister, hvilket kan betyde, at de lever af føde, som kan være os yderst svært at skaffe, eller simpelthen bare ufordelagtigt i forhold til de andre dyr i akvariet. At store fisk nødvendigvis spiser de små fisk eller skulle være sværere at holde raske i forhold til små fisk, er lidt af en myte. En fisk skal naturligvis altid have god svømmeplads, men hvad er mindst lige så vigtigt, at notere sig, er deres adfærd. Nogle fisk svømmer meget energisk rundt, hvorfor de også kræver langt større akvarier end fisk, der er mere stillestående. Derudover lever nogle fisk i stime, hvilket kræver stor plads for at kunne holde den ellers nok så lille fisk. Andre har det derimod bedst med at leve uden artsfæller. Trods de mange hensyn, der skal tages, er udvalget stort. Nogle af de nemmere fisk, der er godt egnet til den nyopstartede akvarist, er beskrevet nedenfor. Almindelig klovnfisk / Amphiprion ocellaris:
Den almindelige klovnfisk bliver ikke mere end 7-8 centimeter og egner sig derfor godt til de mindre akvarier. Den er nem at holde og spiser med stor tilfredshed både tør-/og frostfoder. Klovnfisken lever ofte i par og er ikke særlig accepterende overfor andre klovnfisk, så medmindre man har et stort akvarium på mere end 3-400 l., kan det ikke anbefales med mere end ét par. Den almindelige klovnfisk (Amphiprion occelaris) er dog sjældent fjendtlig overfor fisk af andre familier. Købes et par kan man med fordel vælge to fisk med en vis størrelsesforskel. En størrelsesforskel vil sørge for, at man får sig et par, da den største automatisk vil blive hunnen og den mindste hannen, uanset hvad deres køn var som udgangspunkt. Har man en søanemone vil de ofte leve i en symbiose med denne, hvor de lever i beskyttelse mellem anemonens tentakler, men til gengæld afleverer lidt foder til anemonen. Symbiosen mellem klovnfisk og søanemoner er flot og interessant at følge, men ikke et krav for at holde klovnfisk.
Prisleje: 85,- til 185,- pr. styk. Den store prisdifference kan være begrundet i hvor vidt pågældende fisk er opdrættet eller vildtfanget. Grøn chromis / Chromis viridis:
Grøn chromis er en lille, men energisksvømmende fisk, der helst lever i stimer på min. 5-6 stykker. Den bliver ikke meget mere end 5 cm og ses som regel i handlen i noget mindre størrelse. Det er en meget fredelig og nem fisk, der spiser både tør- og frostfoder. Den vil dog foretrække at blive fodret min. én gang om dagen og gerne to. Dens farve kan variere en del alt efter hvordan lyset reflekterer, men den kendetegnes ved en skinnende grøn/blå farve.
Prisleje: 65,- til 85,- pr.styk. Den bedste og dyreste kvalitet findes fra Rødehavet. Hogofisk / Salaris fasciatus
Hugofisken holdes sjældet på grund af dens udseende, men nærmere på grund af dens effektivitet hvad angår algespisning. Hugofisk lever udelukkende af alger og kan derfor sættes i akvariet uden at øge belastningen. Desværre kan et velfungerende akvarium i visse tilfælde være så næringsfattigt, at der ikke vokser nok alger til at holde hugofisken velernæret. Man kan dog med held få hugofisk til at tage foder i form af noritang. Hugofisk er generelt meget fredelige, men bør ikke holdes sammen med artsfælder. De bliver som regel ikke mere end max. 15 cm og svømmer kun nær stenene, hvor den hurtigt vil kunne skjule sig, hvis den fornemmer farer.
Prisleje: 185,- Gul kirurgfisk / Zebrasoma flavescens:
Den gule kirurg er med sin flotte gule farve og fremvisende adfærd en meget populær akvariefisk. Den bliver op mod 18-20 cm i diameter, men ses som regel ikke i handlen større end 8-10 cm. I forhold til kirurgslægten Acanthurus er Zebrasomaslægten en del nemmere at have med at gøre. De er sjældent lige så pladskrævende og stresses ikke lige så nemt. Dog kan kirurgfisk være aggressive og især overfor artsfælder. Man bør derfor også vælge at have én eller 3+ af denne fisk, da to fisk ofte vil resultere i et dødsfald for den underdanige parts vedkommende. De tager gerne imod både tør- og frostfoder, men bør primært fodres med vegetabilsk foder og meget gerne i form af noritang.
Prisleje: 395,- til 425,- pr.styk. Ild dværgkejser / Centropyge loriculus Ild dværgkejseren er en fantastisk flot fisk, der med en maksimal størrelse på 12 cm egner sig godt til de mindre akvarier. Den er nem og meget fredelig, men kan dog være territorial overfor andre dværgkejsere, hvorfor man i mindre akvarier, såfremt man ønsker flere dværgkejsere, bør introducere dem samtidig. Den spiser både tør- og frostfoder, men kan dog også finde på at nippe til koralpolypper eller muslinger. Hvor vidt det bliver et problem er forskellig fra individ til individ, men en jævnligtilført varieret kost mindsker risikoen for koralspisning.
Prisleje: 485,- til 685,- pr.styk alt efter kvalitet og størrelse. Soldaterfisk / Pterapogon kauderni Soldaterfisk bliver ikke mere end 5-6 cm og er yderst stillestående, hvilket også har givet inspiration til dens danske kaldenavn. Dens stille adfærd gør den godt egnet til små selskabsakvarier. Er man så heldig at få sig en han og en hun, danner de gerne par, og er nogle af de nemmeste saltvandsfisk at yngle på. Dog vil et par sjældent acceptere andre soldaterfisk i akvariet, hvorfor man også må indstille sig på at ende op med et par, selvom man køber en lille flok. Den voksne fisk spiser både tør- og frostfoder, hvor yngel kan fodres op på nyklækket artemia. Prisleje: 125,- til 185,- pr.styk. Navarchus kejser / Pomacanthus navarchus Navarchuskejseren bliver helt op imod 40 cm, hvilket naturligvis stiller nogle krav til akvariets størrelse. Bortset fra størrelsen er det en relativ fredelig fisk, der er rimelig nem at have med at gøre. Ligesom de fleste andre store kejsere ser den helt anderledes ud som ungform end som voksenform. Dog sker farveskiftet ofte tidligt i navarchuskejserens udvikling, hvilket betyder, at de sjældent ses med ungformsfarver. Som ungform er den sort med 10-15 lodrette blå striber. Ungformen kan forveksles med Pomacanthus semicirkulatus som ungform, hvilken dog har halvcirkelformede striber hele vejen ud ad halen. Som næsten alle andre store kejsere, kan de finde på at æde korallerne (især storpolyppede stenkoraller), men blandt de store kejsere skulle navarchuskejseren klart være en af dem, der oftest opleves succes med. En god varieret fodring mindsker risikoen for koralspisning. Derudover spiser den gladelig både tør- og frostfoder. Noritang er også et godt fodersupplement til kejserfisk. Prisleje: 450,- til ca. 1200,- De helt store eksemplarer over 20 cm ses sjældent i handlen, og koster en del mere. 6-stribet gylte / Pseudocheillinus hexataenia En 6-stribet gylte er en lille fisk på op til 7-8 cm, der svømmer fredeligt rundt mellem stenene. Den kan nogen gange være en smule sky, men det tager som regel af, efterhånden som den vænner sig til akvariet. Gylter har generelt et lidt dårligt ry for at være voldsomme og grave hele sandbunden op. Dette er dog ikke gældende for 6-stribede gylter. Dels er det en af de mindste arter indenfor gyltefamilien og derudover graver de kun meget sjældent og er generelt stille og rolige overfor akvariets andre beboere. 6-stribede gylter tager gerne både tør- og frostfoder, men ernærer sig også i høj grad ved at svømme rundt og spise små tanglopper og lignende fra stenene. Den kan være territorial overfor artsfæller, og såfremt flere eksemplarer ønskes sammen i mindre akvarier, bør de introduceres samtidig. Den 6-stribede gylter er en af de eneste fisk, der med lidt held tager de giftige planarier. Prisleje: 125,- til 185,- pr.styk. |